
Ny nordisk poesi i ny nordisk kormusik. En litteraturkoncert med særlig vægt på ordene i musikken. Selve temaet – lys i mørket – er opstået som en eftertanke oven på den undtagelsestilstand Danmark og Norge stod i med coronakrisen, som lagde sig over os som et mørke og fik mange til at drage paralleller til og høre efterklange af de dystre år under Anden Verdenskrig, en krig hvis ophør i forbindelse med 75-årets for befrielsen vi sigende nok ikke kunne komme til at fejre som planlagt.
Det ophør har vi mulighed for at markere nu – og samtidig ser det ud til, at vi er ved at vriste os ud af coronaens greb. Koncertprogrammet består derfor af skandinaviske digte, der alle dvæler ved, udforsker eller bearbejder det mørke, der uundgåeligt før eller siden vil omfavne os som mennesker. Nogle af teksterne forholder sig til mørket som et eksistentielt vilkår, en del har udspring i specifikke begivenheder som Anden Verdenskrig, attentatet i Oslo og på Utøya 22. juli 2011. Endelig har den norske digter Dan Andersen skrevet 2 digte under indtryk af coronakrisen, og vores dirigent Lars Sømod har sat dem i musik. Koncerten varer ca. en time.
- Sjømannskirken, København 15. oktober kl. 20 (Kulturnat). Entré med kulturpas.
- Litteraturhuset, Oslo 29. oktober kl 20. Gratis Entre




Vi fejrer friheden og fællesskabet med FÆLLESSANG i anledning af 75-året for Befrielsen. Vor Frelsers Kantori synger for, og alle er velkomne til at synge med. Vi holder den nødvendige afstand til hinanden og glæder os over, at fællessang kan skabe sammenhold – selv i en tid, hvor vi mest er sammen hver for sig. Arrangementet er gratis.

Kom i julestemning med Vor Frelsers Kantori, når vi 2. december synger julen ind i Sundby Kirke med et udpluk af de bedste danske og engelske juleklassikere – ikke mindst Benjamin Brittens populære og højt elskede A Ceremony of Carols. Dirigent: Lars Sømod. Harpenist: Berit Spelling.